Jeg snyder lidt i denne uge – for når I læser dette her mandag morgen, skulle jeg gerne være i Normandiet og dele min dag med sol, strand og historie, som har min store interesse. Mest det sidste.
Jeg vil også bruge tiden til at tænke lidt over fremtiden for motorsporten – særlig den del, der omfatter banesporten, og som helt klart er ude i en alvorlig krise. Denne krise har ikke rigtig ramt os på Padborg Park endnu, men jeg kan da se, at der til næste år bliver problemer med at sammensætte et rigtigt program, der dækker alle banerne + Sverige, og de løb, der bliver kørt på ikke-permanente baner i København og Århus. Godt vi har vore egne klasser – her må vi gøre alt for at de finder sig vel til rette på Padborg Park, og kun deler deres gunst ud til andre baner i begrænset omfang!
Jeg vil også tænke lidt på DEC og den fremtid, denne klasse vil få i Danmark. Vi har et reglement, som gør, at det er virkeligt spændende at køre løbet. Det med, at man ikke er udgået før end det sidste forsøg på at køre en omgang i den sidste halve time, er opgivet, er simpelt hen perfekt, og bevarer spændingen til det sidste i hvert eneste løb og omkring mesterskabet. Intet er nemlig tabt, fordi man får en defekt eller kører i sandet, og det er vigtigt, at mekanikerne reparerer selv de biler, der ikke burde kunne køre så meget som en meter. Ved vores afslutningsløb vil vi også søge at give en erkendtlighed til nogle af de holds hjælpere, der har arbejdet mest med at få det hele til at lykkes.
Tilbage til DEC, der jo er blevet kongeklassen i dansk motorsport. Den startede sådan lidt i det stille – med blød hat og "nu skal vi lige ud og hygge os". Gu’ ved om det ikke var den forudsætning, at f.eks. Werner Wounlund gik ind i klassen på. Han havde forladt Saxo-klassen og skulle vel bare ud og hygge sig. Jo, tak. Han har i dag teamchef i et af de mest professionelle team i klassen, og her er der ikke overladt noget til den bløde hat og tilfældigheder. Der er stadig kage til hele holdet, når der er kørt løb – men først på det tidspunkt og normalt efter en topplacering. Der er heller ikke meget blød hat over DK Racing med bl.a. Tom Pedersen, eller hvad med Race4You eller Jacobsens Motorsport?
Jeg har overvejet at ændre klassen. Ikke på reglementet, men hen mod, at der kan komme nogle nye med i en slags rookieklasse – men det kræver god uddannelse af disse, for det er svært at køre med uden at komme galt af sted. Rookie skal derfor være for de, der kommer fra andre klasser – f.eks. DTC - og er meget erfarne. Jeg har også overvejet at sætte en begrænsning på klassen, så den f.eks. kun er åben for 25 mandskaber – der godt nok kommer til at betale noget mere for starten, men til gengæld er sikret, at der er plads til at køre hurtigt, og det er der mange der ønsker.
Det eneste jeg ikke ændrer, er reglements grundsubstans, selv om det med benzinpåfyldning nok ikke holder en sæson mere, end at vi alle sammen får grå hår i hovedet. Sikkerheden omkring benzinpåfyldning skal nok også strammes noget op – det sammenskrab af dunke vi så ved sidste løb, kan nok ikke blive ved med at gå.
Det, jeg også vil tænke på i ferien, er Legend. Den bliver en publikumstræffer – og jeg glæder mig til der kommer 40 biler til start. Her skal reglerne ændres over mod det amerikanske system med points til mesterskabet for tidtagningen, men til gengæld omvendt startrækkefølge hele vejen igennem. For de små biler kan jo godt overhale, bl.a. fordi de bremser bedre end nogen anden bilklasse, så der kan virkelig være noget at se på, når de drøner ned ad langsiden. Kan I ikke alle sammen se en Mads Caprani, en Paw Klamer eller en Lars Lindholst starte som den sidste i hvert eneste heat. Det bliver sjovt. – Og publikum vil elske det!
Og så vil jeg tænke på udviklingen af Youngtimer. Der er meget, meget mere i den klasse – og jeg har allerede nogle gode ideer. De kommer inden den 1. august.
Holger Møller-Nielsen
Formand for Motor Sport Sønderjylland